Post by Harris on Mar 21, 2017 20:25:11 GMT
Harris’ hørsel gjorde det nemt for ham at registrere at Khala bevægede sig i sengen, men alligevel gik der et overrasket gip gennem ham, da han pludselig mærkede en hånd lægge sig om hans nakke, og en glohed pande mod hans. Overraskelsen var dog kortvarig, og skuldrene som flygtigt havde trukket sig op under hans ører sænkede sig langsomt igen.
”Nu taler du da i febervildelse.” mumlede han dæmpet, men ikke uden at være opmærksom på hvordan et smil havde bredt sig over hans læber af hvad hun sagde. Selv om at han ikke kunne se hende, kunne han næsten høre hvordan hun havde smilet ved hendes egen joke omkring hans snorken – selvfølgelig snorkede han ikke! – ligesom han synes at kunne høre manglen af et smil, som hun havde svaret ham omkring brugen af kjole. Hendes hånd havde sluppet hans nakke, men han gjorde lige så lidt mine til at trække sig fra hende, som hun fra ham. Hendes varm føltes brændende. Den feber var virkelig slem. ”Du behøver heldigvis ikke savne mig endnu. Du kan ikke rigtig blive gift med nogen så længe du er syg, kan du vel?” Igen tog ordene form af en joke, som kun blev understreget af det lille smil på hans læber. Men tonefaldet var alvorligt, selv om at Harris ikke var sikker på om alvoret var møntet på feberen eller på brylluppet i sig selv. ”Hvor lang tid mere tror du at du kan holde ham ventende?” spurgte han tøvende. Med alt der stod på spil, kunne hun vel ikke risikere at han ombestemte sig… Årh, det politiske spil kunne være så besværligt!
”Nu taler du da i febervildelse.” mumlede han dæmpet, men ikke uden at være opmærksom på hvordan et smil havde bredt sig over hans læber af hvad hun sagde. Selv om at han ikke kunne se hende, kunne han næsten høre hvordan hun havde smilet ved hendes egen joke omkring hans snorken – selvfølgelig snorkede han ikke! – ligesom han synes at kunne høre manglen af et smil, som hun havde svaret ham omkring brugen af kjole. Hendes hånd havde sluppet hans nakke, men han gjorde lige så lidt mine til at trække sig fra hende, som hun fra ham. Hendes varm føltes brændende. Den feber var virkelig slem. ”Du behøver heldigvis ikke savne mig endnu. Du kan ikke rigtig blive gift med nogen så længe du er syg, kan du vel?” Igen tog ordene form af en joke, som kun blev understreget af det lille smil på hans læber. Men tonefaldet var alvorligt, selv om at Harris ikke var sikker på om alvoret var møntet på feberen eller på brylluppet i sig selv. ”Hvor lang tid mere tror du at du kan holde ham ventende?” spurgte han tøvende. Med alt der stod på spil, kunne hun vel ikke risikere at han ombestemte sig… Årh, det politiske spil kunne være så besværligt!