Post by Saïx Veterano on Feb 19, 2017 11:28:18 GMT
Så snart Sam nævnte hvordan Veteranoerne måtte stole på ham, vidste Saïx at Macaria ville åbne munden igen. Og ganske rigtigt… Hans øjne blev klemt i, som om det skulle hjælpe med at drukne Macarias hårde ord ude, så hans forræderiske sind ikke skulle klistre billederne op på hans nethinde. Det var nu, han normalt ville have overdøvet hende med lyden af hammer mod stål, men det var udenfor hans rækkevidde. I stedet måtte han hjælpeløst fange sig selv i at forestille sig lige præcist dét billede Macaria malede for ham med sine ord. Isabels nøgne, svedige krop, placeret under Marcellus’. Lyden af hendes nydende lyde, og hendes ben der foldede sig om ham, for at få ham dybere i sig…
Havde det ikke været for Sams faste hånd på Saïx’ skulder ville Saïx have fløjet over til Macarias gemmested i det mørke hjørne og grebet fat omkring halsen på hende. Klemme til, indtil hun ville tie stille! Han havde presset en smule mod Sams hånd, men den ældre vampyr holdt ham tilbage uden problemer, og vendte ham om efter selv at have lykkedes i at gøre Macaria tavs. Sammen med Sam forlod han smedjen, og blev ført ud i den friske luft.
Havde det været i stand til det, vidste Saïx at hans hjerte ville banke hastigt afsted, i et forsøg på at holde trit med vreden og sorgen som sloges i brystet på ham som to storme der kæmpede om dominans. I stedet endte han med rastløst at bevæge sig rundt i det fugtige græs.
”Hun bliver ved med det dér, Sam. Minder mig om det grufulde jeg har gjort, og hvordan jeg forrådte den tillid jeg fik fra Veteranoerne. Hørte du om hvad der skete med den gamle modstandsbevægelse i Vavilon? Hvordan de blev slagtet? Det var hende og mig, der gjorde det. Hun tog mig med dertil, og slap mig løs på dem! Jeg var så sulten, og der var så meget blod! Friskt, varmt og fuld af frygt og adrenalin… Jeg kunne ikke standse mig selv!” Fortvivlet vendte han blikket mod Sam. Han var hans Skabers skaber. ”Hun har ikke ret, vel? Det kan ikke være sådan, vi er ment til at være! Som… som blodtørstige dyr!”
Havde det ikke været for Sams faste hånd på Saïx’ skulder ville Saïx have fløjet over til Macarias gemmested i det mørke hjørne og grebet fat omkring halsen på hende. Klemme til, indtil hun ville tie stille! Han havde presset en smule mod Sams hånd, men den ældre vampyr holdt ham tilbage uden problemer, og vendte ham om efter selv at have lykkedes i at gøre Macaria tavs. Sammen med Sam forlod han smedjen, og blev ført ud i den friske luft.
Havde det været i stand til det, vidste Saïx at hans hjerte ville banke hastigt afsted, i et forsøg på at holde trit med vreden og sorgen som sloges i brystet på ham som to storme der kæmpede om dominans. I stedet endte han med rastløst at bevæge sig rundt i det fugtige græs.
”Hun bliver ved med det dér, Sam. Minder mig om det grufulde jeg har gjort, og hvordan jeg forrådte den tillid jeg fik fra Veteranoerne. Hørte du om hvad der skete med den gamle modstandsbevægelse i Vavilon? Hvordan de blev slagtet? Det var hende og mig, der gjorde det. Hun tog mig med dertil, og slap mig løs på dem! Jeg var så sulten, og der var så meget blod! Friskt, varmt og fuld af frygt og adrenalin… Jeg kunne ikke standse mig selv!” Fortvivlet vendte han blikket mod Sam. Han var hans Skabers skaber. ”Hun har ikke ret, vel? Det kan ikke være sådan, vi er ment til at være! Som… som blodtørstige dyr!”