Post by Saïx Veterano on Jan 21, 2017 20:50:14 GMT
Saïx havde været lige ved at afvise Calebs tilbud, da Isabel igen trak i ham. Det tog ham ikke lang tid at fange hendes skjulte hentydning, og et forstående smil gled glat over hans læber – ikke helt uden et strejf af iver i hans blik, som pludselig hvilede en smule mere intenst på hende.
”Måske bare en smule mere.” svarede han dæmpet til hende, før hun skubbede sig fra ham og begav sig mod skoven med sit monster. Han blev stående et par sekunder og så efter dem, indtil skyggerne mellem træerne opslugte dem, og de var væk. Først da han var sikker på at de var borte, vendte han sig om mod gårdsbygningen og fulgte efter Caleb indenfor.
Zean lå stadig på den improviserede seng foran pejsen, hvis gløder næsten var gået ud. Dødsenglens hjerterytme var blevet en smule mere taktfast i løbet af dagen, så han måtte da være på bedringens vej. Det var dog stadig ikke et under at han stadig var for drænet til at gøre andet end at sove. Macaria havde næsten tømt ham for blod da hun havde haft tænderne i ham. Han ville være døv for enhver samtale i rummet. Og med Moria stadig inde på sit eget værelse, havde han faktisk Caleb for sig selv. Det var hans chance.
”Cal… jeg er nødt til at snakke med dig.” Ordene var næsten svære at få frem. Det var et emne de begge aktivt så ud til at have undgået i al den tid de havde tilbragt sammen siden Cal og Isabel var blevet genforenet. Men med Macaria i sin nuværende tilstand var han nødt til det. ”Om det med modstandsbevægelsen. Hvad jeg gjorde.” Der var ingen grund til at benægte det. De vidste begge to hvad han havde gjort. ”Macaria truer med at fortælle Isabel det hele. Jeg… kan ikke lade hende gøre det. Jeg er nødt til at have dig på min side.” Der var kommet noget desperat over hans tonefald, og han havde næsten grebet Cal ved skuldrene, havde det ikke været fordi manden allerede så ud til at stå dårligt på benet, og Saïx ikke havde lyst til at ruske i ham.
”Måske bare en smule mere.” svarede han dæmpet til hende, før hun skubbede sig fra ham og begav sig mod skoven med sit monster. Han blev stående et par sekunder og så efter dem, indtil skyggerne mellem træerne opslugte dem, og de var væk. Først da han var sikker på at de var borte, vendte han sig om mod gårdsbygningen og fulgte efter Caleb indenfor.
Zean lå stadig på den improviserede seng foran pejsen, hvis gløder næsten var gået ud. Dødsenglens hjerterytme var blevet en smule mere taktfast i løbet af dagen, så han måtte da være på bedringens vej. Det var dog stadig ikke et under at han stadig var for drænet til at gøre andet end at sove. Macaria havde næsten tømt ham for blod da hun havde haft tænderne i ham. Han ville være døv for enhver samtale i rummet. Og med Moria stadig inde på sit eget værelse, havde han faktisk Caleb for sig selv. Det var hans chance.
”Cal… jeg er nødt til at snakke med dig.” Ordene var næsten svære at få frem. Det var et emne de begge aktivt så ud til at have undgået i al den tid de havde tilbragt sammen siden Cal og Isabel var blevet genforenet. Men med Macaria i sin nuværende tilstand var han nødt til det. ”Om det med modstandsbevægelsen. Hvad jeg gjorde.” Der var ingen grund til at benægte det. De vidste begge to hvad han havde gjort. ”Macaria truer med at fortælle Isabel det hele. Jeg… kan ikke lade hende gøre det. Jeg er nødt til at have dig på min side.” Der var kommet noget desperat over hans tonefald, og han havde næsten grebet Cal ved skuldrene, havde det ikke været fordi manden allerede så ud til at stå dårligt på benet, og Saïx ikke havde lyst til at ruske i ham.