Post by Arona Forsyth on Jan 6, 2017 9:36:19 GMT
Arona Forsyth
Harris
Zachariah Fairbairn
Era Garou
Harris
Zachariah Fairbairn
Era Garou
Hun trak kniven til sig i et hårdt ryk, så dyrets bug gled op og afslørede det glinsende indre. Det havde taget tid, men de havde endelig udviklet evner og fælder nok til at fange mere end kaniner og fasaner. Nu bestod deres mad også af rådyr og Arona havde netop slæbt et hjem. Ude foran det lille hus stod en trækonstruktion med reb, der var beregnet til at hænge dyret op på, så man kunne flå det. Et arbejde Arona var gået i gang med. Som kniven var gledet ind under huden på dyret og skåret bugen op steg en damp af varme fra dyret. Vejret var koldt og det røde blod lå en pøl på jorden. Arona havde samlet lidt af det i en spand, men hun vidste at for de kunne bruge det til pølse eller i en sovs, skulle der røres i et det hele tiden, så det ikke størknede.
"Harris! Kom nu herud!"
Hun var aldrig gået tilbage for at hundse med manden. For det var de nu! Hun var en kvinde og han var en mand. Sikke et eventyr - to halvbørn, der skulle lære at overleve i et forladt hus nogle kilometer fra den nærmeste by, Havanos. Harris havde været god til at få deres urtehave og grønsager i gang, mens Arona havde kastet sin kærlighed på jagt. Desuden havde hun takket ja til et job på havnen i Havanos og var til tider væk i en hel månevending, når hun sejlede med dem ud for at fiske. Harris skulle nødig klage - til tider havde hun fisk med hjem!
Hun greb fat, hvor indvoldene var fæstet i dyret og trak til. Det hele vældede ud i et kaos, men Arona var hurtig til at sorterer i det. Hjertet, lever. Tarme til pølser. Det hele smed hun i en anden spand, mens resten kom i en tredje spand - det skulle graves ned langt væk, så de ikke tiltrak rovdyr.
"Harris! Det størkner!" kaldte hun igen, med sin tykke Vavilonske accent, ofte stærkt pyntet af det grove sprog mellem søfolk. Den lille prinsesse var blevet grov i munden. Men ikke over for Harris. Aldrig over for Harris.
Hun begyndte at løsne skindet fra dyret. Det var flere år siden de var blevet angrebet af dødsengle og hun troede ikke længere på de ville finde frem til dem. Tydeligvis var den ene dødsengel, der flygtede, ikke forbundet til nogen der ville ønske at komme efter dem. Godt det samme. Det havde været en chokerende oplevelse for dem begge, omend Arona et eller andet sted savnede at gentage det. Hendes blik kunne stadig glide over til Bjergene omkring Sethos, der stod ranke i det fjerne.
Hun trådte uden om en mindre pøl af blod på jorden. Der sad allerede frost i det og det var kun hendes varme sko, bukser og trøje der holdt hende varm. Hun mærkede dog ikke rigtig kulden, mens hun arbejdede. Hun var blevet stærk. Hun løb og trænede ofte, gerne sammen med Harris. Hendes før så bløde og fine, lyse hår var blevet langt og ustyrligt. I stedet for at bølge pænt, sad det i totter. Men selv om det sad i totter, var der alligevel en form for styr på det - nogle af dem hang og resten var samlet i en hestehale af en lædersnor, så det ikke faldt ned i ansigtet på hende, når hun arbejdede.
Hun skar rundt om dyrets hove og op langs indersiden af dens ben for at løsne resten af dens pels. De kunne skrappe det rent og garve det, bruge det til tæppe hvis de ville. Eller tage det til byen og sælge det for nogle gode penge.
Hun tørrede sig om panden med oversiden af sin hånd og kom til at dryppe lidt blod fra hendes hænder. Ligegyldigt slikkede hun det af sin læber, mens hun fortsatte arbejdet. Hun tænkte aldrig på sin far eller mor længere - hun havde intet hørt. Måske var de begge døde. Uanset hvad, var der andre ting at tænke på! Eller at landet havde en ny konge, hvilket et eller andet sted gjorde hende syg indeni. Fordi det hele var blevet vristet ud af hænderne på hendes familie. Den dag hun havde hørt det i byen, havde hun været mere irriteret end hun til tider kunne blive. Stakkels lille Harris. I hænderne på en kvinde der ene øjeblik rasede som en tyr og det næste græd som en forladt killing.
Hun trådte et skridt tilbage og studerede det mere og mere nøgne dyr med et tilfreds blik. Som havde hun helt glemt, at hendes hænder var røde af blod, kastede hun kniven ned i en brændeknude ved siden af og satte hænderne i siden, mens hun nikkede for sig selv.
"Harris! Kom nu herud!"
Hun var aldrig gået tilbage for at hundse med manden. For det var de nu! Hun var en kvinde og han var en mand. Sikke et eventyr - to halvbørn, der skulle lære at overleve i et forladt hus nogle kilometer fra den nærmeste by, Havanos. Harris havde været god til at få deres urtehave og grønsager i gang, mens Arona havde kastet sin kærlighed på jagt. Desuden havde hun takket ja til et job på havnen i Havanos og var til tider væk i en hel månevending, når hun sejlede med dem ud for at fiske. Harris skulle nødig klage - til tider havde hun fisk med hjem!
Hun greb fat, hvor indvoldene var fæstet i dyret og trak til. Det hele vældede ud i et kaos, men Arona var hurtig til at sorterer i det. Hjertet, lever. Tarme til pølser. Det hele smed hun i en anden spand, mens resten kom i en tredje spand - det skulle graves ned langt væk, så de ikke tiltrak rovdyr.
"Harris! Det størkner!" kaldte hun igen, med sin tykke Vavilonske accent, ofte stærkt pyntet af det grove sprog mellem søfolk. Den lille prinsesse var blevet grov i munden. Men ikke over for Harris. Aldrig over for Harris.
Hun begyndte at løsne skindet fra dyret. Det var flere år siden de var blevet angrebet af dødsengle og hun troede ikke længere på de ville finde frem til dem. Tydeligvis var den ene dødsengel, der flygtede, ikke forbundet til nogen der ville ønske at komme efter dem. Godt det samme. Det havde været en chokerende oplevelse for dem begge, omend Arona et eller andet sted savnede at gentage det. Hendes blik kunne stadig glide over til Bjergene omkring Sethos, der stod ranke i det fjerne.
Hun trådte uden om en mindre pøl af blod på jorden. Der sad allerede frost i det og det var kun hendes varme sko, bukser og trøje der holdt hende varm. Hun mærkede dog ikke rigtig kulden, mens hun arbejdede. Hun var blevet stærk. Hun løb og trænede ofte, gerne sammen med Harris. Hendes før så bløde og fine, lyse hår var blevet langt og ustyrligt. I stedet for at bølge pænt, sad det i totter. Men selv om det sad i totter, var der alligevel en form for styr på det - nogle af dem hang og resten var samlet i en hestehale af en lædersnor, så det ikke faldt ned i ansigtet på hende, når hun arbejdede.
Hun skar rundt om dyrets hove og op langs indersiden af dens ben for at løsne resten af dens pels. De kunne skrappe det rent og garve det, bruge det til tæppe hvis de ville. Eller tage det til byen og sælge det for nogle gode penge.
Hun tørrede sig om panden med oversiden af sin hånd og kom til at dryppe lidt blod fra hendes hænder. Ligegyldigt slikkede hun det af sin læber, mens hun fortsatte arbejdet. Hun tænkte aldrig på sin far eller mor længere - hun havde intet hørt. Måske var de begge døde. Uanset hvad, var der andre ting at tænke på! Eller at landet havde en ny konge, hvilket et eller andet sted gjorde hende syg indeni. Fordi det hele var blevet vristet ud af hænderne på hendes familie. Den dag hun havde hørt det i byen, havde hun været mere irriteret end hun til tider kunne blive. Stakkels lille Harris. I hænderne på en kvinde der ene øjeblik rasede som en tyr og det næste græd som en forladt killing.
Hun trådte et skridt tilbage og studerede det mere og mere nøgne dyr med et tilfreds blik. Som havde hun helt glemt, at hendes hænder var røde af blod, kastede hun kniven ned i en brændeknude ved siden af og satte hænderne i siden, mens hun nikkede for sig selv.