Post by Sam on Dec 29, 2016 19:17:58 GMT
Violinmusik bredte sig ud i rummet for hans indre øre. En godnatvise skrevet til alle hans børn, der nu lå døde og borte. Hans familie. Alt han var blevet tvunget til, at have tilbage var Eriz. Hun havde sørget personligt for det. Alt han havde var hende.
Helena dukkede frem foran ham, da hun gled rundt om ham. Han havde knap nok hørt hende. Lagde knap nok mærke til hende. Selv ikke da, hun lagde armene om ham. Det var umuligt, at huske hvornår, han sidst havde mærket en omfavnelse. Svagt registrerede han, det nok måtte have været, da han tog afsked med Macaria. Han havde end ikke nået, at ønske hende tillykke med sin søn eller at hun indtog Vavilon. Han havde ikke nået noget som helst i sin frygt for, at Eriz ville finde ham.
Følelsen af en krop så tæt på sin, var uvant og mærkelig. En side af ham, havde lyst til at skubbe Helena væk, mens en anden tiggede ham om at modtage den omsorg og bekymring, en anden person gav ham.
Til sidst overgav han sig.
Armene gled omkring den slanke kvindekrop, og pressede hende tæt ind. Ansigtet sank helt ned mod hendes skulder, selvom han måtte krumme i ryggen. Tårerne forsatte ubarmhjertigt. Hulk truede med at bryde igennem hans strube.
Hun havde blot lignet en ung pige. Store, nysgerrige øjne, der smilende havde analyseret skakbrættet imellem dem. Maling dryppende fra fingrene, mens hun havde klasket det ud på et hvidt, tomt lærredsbillede.
Han turde ikke klemme Helena for hårdt. Hele tiden ville hun kunne rive sig let fri fra ham, og flygte væk. En forbandelse hvilede over ham. Blackmore forbandelsen. Alle som kom tæt på ham, ville til sidst forsvinde som støv mellem hans fingre.
Helena var kold, at stå ind mod. Selv hendes nakke og skuldre var kolde som is. Fugtige af hans mange tårer. Benene truede med at knække sammen under ham. Hvis det ikke havde været for hende, havde han sikkert gledet ned på knæ i desperation over det tab, han led.
Hvad skulle han overhovedet gøre? Macaria havde været hans grund til så mange ting. Macaria. Mon hun havde været bange? Mon hun havde lidt? Havde hun været omringet af folk, bange for at komme tæt på hende, på grund af hendes natur? Havde hun blot ligget der alene, bange og kold? Hun havde frygtet døden så meget. Det var hvad hun, var mest bange for af alting.
Hans hånd gled op i nakken på Helena, mens den anden arm trykkede hendes talje ind mod ham. Forsigtig for ikke at skade hende. Intet ord lød fra ham. Kun de skælvende, små støn, som var resultatet af de indtrængte hulk.
Helena dukkede frem foran ham, da hun gled rundt om ham. Han havde knap nok hørt hende. Lagde knap nok mærke til hende. Selv ikke da, hun lagde armene om ham. Det var umuligt, at huske hvornår, han sidst havde mærket en omfavnelse. Svagt registrerede han, det nok måtte have været, da han tog afsked med Macaria. Han havde end ikke nået, at ønske hende tillykke med sin søn eller at hun indtog Vavilon. Han havde ikke nået noget som helst i sin frygt for, at Eriz ville finde ham.
Følelsen af en krop så tæt på sin, var uvant og mærkelig. En side af ham, havde lyst til at skubbe Helena væk, mens en anden tiggede ham om at modtage den omsorg og bekymring, en anden person gav ham.
Til sidst overgav han sig.
Armene gled omkring den slanke kvindekrop, og pressede hende tæt ind. Ansigtet sank helt ned mod hendes skulder, selvom han måtte krumme i ryggen. Tårerne forsatte ubarmhjertigt. Hulk truede med at bryde igennem hans strube.
Hun havde blot lignet en ung pige. Store, nysgerrige øjne, der smilende havde analyseret skakbrættet imellem dem. Maling dryppende fra fingrene, mens hun havde klasket det ud på et hvidt, tomt lærredsbillede.
Han turde ikke klemme Helena for hårdt. Hele tiden ville hun kunne rive sig let fri fra ham, og flygte væk. En forbandelse hvilede over ham. Blackmore forbandelsen. Alle som kom tæt på ham, ville til sidst forsvinde som støv mellem hans fingre.
Helena var kold, at stå ind mod. Selv hendes nakke og skuldre var kolde som is. Fugtige af hans mange tårer. Benene truede med at knække sammen under ham. Hvis det ikke havde været for hende, havde han sikkert gledet ned på knæ i desperation over det tab, han led.
Hvad skulle han overhovedet gøre? Macaria havde været hans grund til så mange ting. Macaria. Mon hun havde været bange? Mon hun havde lidt? Havde hun været omringet af folk, bange for at komme tæt på hende, på grund af hendes natur? Havde hun blot ligget der alene, bange og kold? Hun havde frygtet døden så meget. Det var hvad hun, var mest bange for af alting.
Hans hånd gled op i nakken på Helena, mens den anden arm trykkede hendes talje ind mod ham. Forsigtig for ikke at skade hende. Intet ord lød fra ham. Kun de skælvende, små støn, som var resultatet af de indtrængte hulk.