Post by Adelaide Veterano on Sept 14, 2016 17:32:21 GMT
Vinden flåede hjerteløst i hendes vinger og hvert vingeslag var en kraftanstrengelse som hun fløj op imod den. Hvis det ikke havde været iskoldt oppe i de øvre luftlag, ville hun have vært smurt ind i sved. Hendes muskler sitrede, klagede sig og krampede i hendes ryg, skuldre og mave, men hun bed tænderne sammen og fortsatte. Hun var så tæt på. Hun var så træt. Selv med det brændende pejlemærke af en rune på hendes arm, havde det taget hende flere dage at finde frem til Veteranoernes skjulested. Og det var selvom hun knapt havde sovet siden hun havde forladt hendes fars slot. Af egen fri vilje denne gang. Der var ingen belejlig kidnapper at skyde skylden på. Og det her var ikke en lille smug-tur i byen for at møde en monster-jæger der fik hende til at føle sig rebelsk. Det var hverken ude af hendes hænder eller ungdommelig trods. Det her var en kamp for hvad der var rigtigt. Tvivl lå og nagede hende, begravet under et fundament af selvsikkerhed, men den var der stadig - og kun hendes faste, tunge vingeslag og den dunkende smerte i hendes venstre skuldre, da den krampede for syvende gang på aftenens strækning, holdt tvivlen begravet hvor den var. Da hendes grå øjne endelig fandt gården, kunne hun have grædt af lykke. Hun missede den næsten, gemt som var, lige mellem skoven og store, åbne bakker. Hun kunne nemt have passeret lige forbi den, hvis runen på hendes overarm ikke havde brændt hende så hårdt at fornemmelsen tvang sig igennem smerten. Det gjorde ikke ondt når runen brændte - det føltes mere som at holde huden grænsende til ukomfortabelt tæt på ild.
Hendes landing var alt andet end elegant. Så snart hendes skosnuder fangede jorden, gav hendes ben efter under hende og hun faldt sidelæns, så lang som hun var, i det dugvåde græs, trillede en halv omgang indtil hendes enorme vinger standsede hende. Gispende, med sitrende muskler, blev hun liggende der og stirrede op på den mørke himmel.
"Inei, blot et øjeblik, så rejser jeg mig," hviskede hun hæst til sig selv under hendes gispende åndedrag der tvang hendes brystkasse hårdt op og ned. Fugten tvang sig igennem de stramme ridebukser hun stadig bar og græsset kildede koldt mod hendes nøgne ryg hvor flyvetoppen ikke dækkede hendes hud. Men hun følte sig ikke længere kold.