Post by Eriz LaPiera Black on Sept 18, 2016 20:02:13 GMT
Adrian var… det smukkeste Eriz nogensinde havde set, som han stod lænet en smule over hende med en hånd rakt galant mod hende. Hendes øjne genspejlede ham, mens de blev lyst op af den blege sol, så det lignede, de var lysere end de faktisk var. Et par sekunder gik, hvor hun blot sad, og kiggede op på ham med et benovet ansigt, før hun tog hans hånd. Den føltes så varm. Så tryg. Eventyrer om helte, drager og prinsesser i nød, dukkede modvilligt op i hendes hoved. Også selvom hun havde lært fra barnsben af at… eventyrer ikke fandtes. Prinsessen blev nemlig ikke reddet. Helten stak af. Kongeriget brændte. Brændte så smukt og buldrende til lyden af alle skrigene.
Hun blev trukket på benene. Med sin raske hånd børstede hun noget skidt af sig. Hvor hun dog kunne savne sit gamle liv på slottet…
”Jeg er bange for, jeg ikke bliver bedre,” sukkede hun opgivende, uden at lægge mærke til, hvordan han tog om hendes håndled, før at healingen indtraf. Et sæt gik igennem hende, som var hun blevet brændt.
”Adrian..!” nåede hun lige at udbryde forurettet, inden at hendes ansigt forvrængte sig i smerte. Heldigvis var det ikke så slemt, som sidste gang han havde healet hende, men det var stadigvæk ubehageligt. Mørket i hendes blod vred sig irriteret, men det healede da. Efter blot nogle sekunder kunne han slippe hende igen. Smerterne var væk men huden var stadigvæk irriteret og brændende. Intet håndaftryk denne gang.
Undersøgende gned hun sit håndled, mens Adrian korrigerede hende. Tøvende tog hun imod sværdet, han rakte hende.
”Lad dem komme til mig…” gentog hun tankefuldt, mens hun svang sværdet prøvende et par gange. Det var frustrerende ikke at måtte bruge sine mentale evner. Ikke fordi hun havde lyst, til at gøre den slags ved Adrian! Han var én af de få, hvis sind hun ikke havde begravet sig i. Et sted troede hun på, det ville gøre hele forskellen mellem dem. Fødderne stillede sig i kampklarstilling. ”Det bliver ikke svært. Enhver soldat i Marcellus’ hær drømmer om, at være dén, der bringer ham mit hoved.”
Hun blev trukket på benene. Med sin raske hånd børstede hun noget skidt af sig. Hvor hun dog kunne savne sit gamle liv på slottet…
”Jeg er bange for, jeg ikke bliver bedre,” sukkede hun opgivende, uden at lægge mærke til, hvordan han tog om hendes håndled, før at healingen indtraf. Et sæt gik igennem hende, som var hun blevet brændt.
”Adrian..!” nåede hun lige at udbryde forurettet, inden at hendes ansigt forvrængte sig i smerte. Heldigvis var det ikke så slemt, som sidste gang han havde healet hende, men det var stadigvæk ubehageligt. Mørket i hendes blod vred sig irriteret, men det healede da. Efter blot nogle sekunder kunne han slippe hende igen. Smerterne var væk men huden var stadigvæk irriteret og brændende. Intet håndaftryk denne gang.
Undersøgende gned hun sit håndled, mens Adrian korrigerede hende. Tøvende tog hun imod sværdet, han rakte hende.
”Lad dem komme til mig…” gentog hun tankefuldt, mens hun svang sværdet prøvende et par gange. Det var frustrerende ikke at måtte bruge sine mentale evner. Ikke fordi hun havde lyst, til at gøre den slags ved Adrian! Han var én af de få, hvis sind hun ikke havde begravet sig i. Et sted troede hun på, det ville gøre hele forskellen mellem dem. Fødderne stillede sig i kampklarstilling. ”Det bliver ikke svært. Enhver soldat i Marcellus’ hær drømmer om, at være dén, der bringer ham mit hoved.”