Post by Shaiin McGivens on Sept 7, 2016 16:58:41 GMT
Flint Pharr Eriz LaPiera Black
Det var ikke mere end et lille døgn siden han havde fået djinnen med sig hjem. Ikke helt frivilligt, men det gjorde ikke noget, så længe han havde succes. Det var skam helt bevidst han ikke havde sendt besked til sin dronning. Nu måtte de se hvordan det gik, når han dukkede op i dag med djinnen på slæb.
Han havde endelig noget ordentlig tøj på. Skoene, der gik lidt op over hans ankler. De fine bukser i en mørk farve og en skjorte i en lys farve. Det hele kom selvfølgelig fra hans egne fabrikker og var af god kvalitet, blødt og lækkert! Om hofterne kunne han endelig spænde et sværd. Håret var redt tilbage. Var det forkert at være spændt? Han havde allerede vist sin dronning han kunne kidnappe, men der var forskel på spædbørn der ikke gjorde modstand og små, slanke drenge der havde evnen til at vride sig ud mellem ens fingre. Et lille smil gled over ham.
Solen var på vej op ad himlen, omend man næsten ikke bemærkede den, da de bevægede sig væk fra det adelige kvarter og ned i de mere forurenede dele af Agares. Han ville ikke spilde tiden på en langsom hestevogn og i stedet red de afsted på et par heste. Ham, djinnen og 5 af hans mænd, der red rundt om djinnen for at holde ham fra yderligere ideer om at flygte.
Angående djinnen var han enten bundet på hænderne, med et reb der sad fast til sadlen eller, hvis han havde modarbejdet på alle måder, havde Shaiin brugt en magi til at få ham til at sove.
Shaiins kappe lå ud over hesten, som de red af sted. Det var over middag - og et par pauser senere - at de nåede til Erizs lejr. Shaiin ville have tilladt samtale, men ville nægte at svare Djinnen på hvad de skulle. Hele turen havde han prøvet at overbevise Flint om at han blot ønskede han skulle arbejde for ham, men mest for at undgå han blev unødigt urolig og besværlig at have med at gøre. I sandheden ville han give ham videre til en kvinde, der kunne bruge sine evner til at invalidere denne dreng for resten af hans liv. Var det hans samvittighed der stak til ham? Hvad var forskellen på en gammel dreng og en baby?
Nej. Det var det rigtige. Han havde lovet loyalitet til sin dronning.
Det kommende efterår gjorde luften kølig og frisk. Handlen var efterhånden langsomt ved at komme i gang igen, hvilket Shaiin var mere end glad for, da han trods alt havde haft tanker om at flytte fabrikkerne ud af landet for at redde sin forretning. Hvis dronning kunne sørge for så meget, så det ud til at han havde valgt at holde med den rigtige i denne borgerkrig. Denne trættende borgerkrig.
Da de red ind på lejren blev de mødt af de sædvanlige af Erizs soldater. Det hele lignede virkelig sig selv...Nej vent, det telt derovre havde fået en ekstra lap.
Han sprang ned af hesten og rakte tøjlerne til nogle unge drenge, der blot ventede på at tage sig af deres heste, tilkaldt da spejderne havde set ham ankomme for flere kilometer siden. Shaiin så personligt til og hjalp med at få djinnen ned. Han lagde en hånd på djinnens skulder og gav den et lille klem.
"Så! I dag er den store dag" bemærkede han, velvidende det også var i dag at djinnen ville indse Shaiin havde løjet for ham hele vejen igennem. Åh, jo, han gad da godt have en djinn. Ingen tvivl der.
Han sendte drengen et åbent smil og pressede ham fremefter, mod Erizs store telt, som de fulgte den brede vej mellem teltene, der førte op til selveste dronningens telt, der stak op som et slot over sin by. Shaiins mænd var blevet ved hestene og i stedet fulgte nogle af Erizs mænd dem. Normalt var der altid mindst en til at vise vej og sikre alt gik som det skulle, men Shaiin havde gjort tegn til at flere skulle følge efter - bare for en sikkerheds skyld. Han ville ikke miste det hele nu. Slet ikke nu. Han tog ingen chancer. Hans blik hævede sig mod teltet. Han kunne slet ikke holde et lille smil tilbage.
Han havde endelig noget ordentlig tøj på. Skoene, der gik lidt op over hans ankler. De fine bukser i en mørk farve og en skjorte i en lys farve. Det hele kom selvfølgelig fra hans egne fabrikker og var af god kvalitet, blødt og lækkert! Om hofterne kunne han endelig spænde et sværd. Håret var redt tilbage. Var det forkert at være spændt? Han havde allerede vist sin dronning han kunne kidnappe, men der var forskel på spædbørn der ikke gjorde modstand og små, slanke drenge der havde evnen til at vride sig ud mellem ens fingre. Et lille smil gled over ham.
Solen var på vej op ad himlen, omend man næsten ikke bemærkede den, da de bevægede sig væk fra det adelige kvarter og ned i de mere forurenede dele af Agares. Han ville ikke spilde tiden på en langsom hestevogn og i stedet red de afsted på et par heste. Ham, djinnen og 5 af hans mænd, der red rundt om djinnen for at holde ham fra yderligere ideer om at flygte.
Angående djinnen var han enten bundet på hænderne, med et reb der sad fast til sadlen eller, hvis han havde modarbejdet på alle måder, havde Shaiin brugt en magi til at få ham til at sove.
Shaiins kappe lå ud over hesten, som de red af sted. Det var over middag - og et par pauser senere - at de nåede til Erizs lejr. Shaiin ville have tilladt samtale, men ville nægte at svare Djinnen på hvad de skulle. Hele turen havde han prøvet at overbevise Flint om at han blot ønskede han skulle arbejde for ham, men mest for at undgå han blev unødigt urolig og besværlig at have med at gøre. I sandheden ville han give ham videre til en kvinde, der kunne bruge sine evner til at invalidere denne dreng for resten af hans liv. Var det hans samvittighed der stak til ham? Hvad var forskellen på en gammel dreng og en baby?
Nej. Det var det rigtige. Han havde lovet loyalitet til sin dronning.
Det kommende efterår gjorde luften kølig og frisk. Handlen var efterhånden langsomt ved at komme i gang igen, hvilket Shaiin var mere end glad for, da han trods alt havde haft tanker om at flytte fabrikkerne ud af landet for at redde sin forretning. Hvis dronning kunne sørge for så meget, så det ud til at han havde valgt at holde med den rigtige i denne borgerkrig. Denne trættende borgerkrig.
Da de red ind på lejren blev de mødt af de sædvanlige af Erizs soldater. Det hele lignede virkelig sig selv...Nej vent, det telt derovre havde fået en ekstra lap.
Han sprang ned af hesten og rakte tøjlerne til nogle unge drenge, der blot ventede på at tage sig af deres heste, tilkaldt da spejderne havde set ham ankomme for flere kilometer siden. Shaiin så personligt til og hjalp med at få djinnen ned. Han lagde en hånd på djinnens skulder og gav den et lille klem.
"Så! I dag er den store dag" bemærkede han, velvidende det også var i dag at djinnen ville indse Shaiin havde løjet for ham hele vejen igennem. Åh, jo, han gad da godt have en djinn. Ingen tvivl der.
Han sendte drengen et åbent smil og pressede ham fremefter, mod Erizs store telt, som de fulgte den brede vej mellem teltene, der førte op til selveste dronningens telt, der stak op som et slot over sin by. Shaiins mænd var blevet ved hestene og i stedet fulgte nogle af Erizs mænd dem. Normalt var der altid mindst en til at vise vej og sikre alt gik som det skulle, men Shaiin havde gjort tegn til at flere skulle følge efter - bare for en sikkerheds skyld. Han ville ikke miste det hele nu. Slet ikke nu. Han tog ingen chancer. Hans blik hævede sig mod teltet. Han kunne slet ikke holde et lille smil tilbage.