Post by Eriz LaPiera Black on Aug 24, 2016 8:43:33 GMT
Med hænderne bag den ranke ryg, betragtede Eriz skeptisk folkene, som var ved at bygge flere forsvarsværker på den store mur, rundt omkring hendes lejre. Ved hendes sider stod nogle af hendes officerer, samt de adelsmænd og forretningsforbindelser, der havde været med til donerer penge til hendes lille krig. Fakler lyste mørket op med et flakkende, orange skær, der fik skyggerne til at danse uroligt. Regnen dryppede fra den mørke nattehimmel, som havde erstattet et gråt, tykt skylag. Vejret og mørket stoppede dog ikke de hårdtarbejdende mænd. Hammerenes taktfulde slag rungede som baggrundsmusik til byggemesterens råbende ordre.
Eriz’s sorte hår var allerede fugtigt. En flaskegrøn kappe holdte hende varm for efterårets kølige luft, samt sørgede for at regnen, ikke ville nå hendes tøj. De høje støvler var allerede blevet beskidte, da regnen havde gjort lejrens faste jord til et lag af glidende, forræderisk mudder.
”Med den her fart vil muren være helt færdig om en uges tid,” fik hun af vide fra en af hendes forretningsmænd ved hendes side. ”Derefter behøver De ikke skulle bekymre Dem om murens holdbarhed. De har gjort en god handel, Min Dronning.”
”Godt. Vi skulle jo nødig have, at jeg taber krigen, så alle der gjorde forretninger med mig, vil blive set som forrædere, min kære ægtemand ville slå ihjel på stedet,” kommenterede hun køligt, og vendte ryggen til muren, for at begynde at gå tilbage mod sit telt. Forretningsmanden åbnede og lukkede uroligt munden, inden at han skyndte sig efter hende sammen med de andre af hendes lille hof.
På trods af årerne, der var gået, lignede hun stadigvæk sig selv. Ingen ar eller mærker spottede hendes fine ansigt med de høje kindben. Huden var stadigvæk bleg og silkeglat, uden en eneste rynke eller grå hår. Selvom hun havde været i en beskidt lejre omgivet af soldater det meste af tiden, omgav hun sig stadigvæk med ynde, elegance og ophøjet ro, man kun kunne finde hos en adelskvinde.
”Deres Majesæt… med hensyn til emnet omkring hvornår vi burde ride ud-” begyndte en officer, men Eris afbrød ham med det samme.
”Jeg har sagt, at vi ikke rider ud! Hvis Marcellus vil have en lille, beskidt mineby, så lad ham få den. Vi kan altid tage landsbyen tilbage senere, når de fleste af hans mænd, alligevel er redet videre,” bestemte hun skarpt, inden at hendes ansigt mildnes en smule. ”…derudover får jeg en gæst. Det ville være uhøfligt, hvis jeg ikke er hjemme.”
Flygtigt kastede hun et blik op mod den regnfulde, mørke himmel, som hun havde gjort med mellemrum de sidste par dage, siden hun havde modtaget Adrians brev. Hele tiden håbede hun, at se en lysende skikkelse med enorme, hvide vinger, komme flyvende hen over himlen i retning mod dem. Mod hende.
Et smil krøllede sig op i den ene mundvig, og hun forsatte frem gennem mudret, mens hendes følge indbyrdes småsnakkede om alt lige fra handel til praktiske oplysninger.