Post by Era Garou on Aug 21, 2016 19:55:04 GMT
Der var intet bedre. Intet! Synet af lejren. Observationen af alle varulvene i lejren. At kunne løbe tværs igennem det hele, uden at være bange for, at støde ind i et telt, falde over en træstub eller på anden måde komme til skade. At kunne se!
Der var kun gået en måneds tid siden, at Era havde fået sit syn tilbage. Alt sammen takket været englen, Adelaide Storm. Hver eneste nat takkede Era, Euphonia, for at have bragt hende sammen med hertugdatteren. Nu kunne hun forsætte med sit gamle liv! Hun kunne løbe om kap! Slås rundt med sine venner og brødre! Hun kunne lave praktisk arbejde! Være til hjælp igen! Nu var hun ikke længere en handicappet klods om benet men en rigtig alfa! En respekteret kvinde, der igen blev set op til.
Specielt fordi de fleste, troede på at hun rent faktisk, var blevet velsignet af Euphonia ude i skoven, og havde genvundet sine øjne, som tak for flere års trofast tjeneste og selvofrelse.
Solen stod klar på himlen over de gyldne træer, hvis grønne blade nu var falmet til brune nuancer, takket været efterårets kommen. Luften var blevet koldere, og alting duftede sødt af rådne blade, friskt græs og nyfalden regn.
I Ulveskoven var man i gang med at samle forråd for vinteren. Alle i lejren hjalp til. Nogle var igang med at lægge ekstra lag over teltene, så regnvand ikke ville løbe igennem den tynde teltdug. Andre saltede kød, syede varmere tøj, forede puder eller samlede brænde til de mange bål, der skulle varme dem op.
Børn rendte rundt i lejren, og kastede visne blade efter hinanden, før de væltede om i græsset i en venskabelig slåskamp. Gamle sad omkring et bål, og suttede på pibe, der puffede forskellige farver af tykt røg ud, der duftede både krydret og eksotisk.
Era var ved at hjælpe til, med at bære saltet kød ind i deres tørrehytte, som skulle holde kødet frisk hen over vinteren. Ligesom alle andre bar hun varmere tøj end normalt. Et bar stramme bukser, støvler og en varm læderjakke, der sad løst på hende, fordi det faktisk var én af hendes brødres gamle.
Hun trådte ud af tørrehytten, og svajede i ryggen for at få den til at knække. Det var hårdt arbejde, men når de alle sammen hjalp til gik det hurtigere. Hendes øjne gled over lejren, og på ny frydede hun sig over muligheden for at kunne gøre netop dét. Imellem mylderet opdagede hun Loup. Et smil krydsede hendes læber, og hun hævede en hånd som hilsen.