Post by Loup Garou on Aug 19, 2016 8:31:57 GMT
Era Garou ~ Loup Garou
Stemningen i varulvenes lejr var stadig høj efter angrebet mod Fede Fyrst Frederick nogle dage forinden. Selv inde fra hans og Eras telt havde Loup stadig kunnet høre hvordan genfortællingerne tog form ude på pladsen - i særdeleshed når nogen gik i detaljer omkring de blodige drab, de kønne fyrstedøtre, eller den søde smag af menneskekød igen. Sidstnævnte var hurtigt faldet i god jord blandt resten af flokken, og efter at Loup selv havde bekræftet at der ikke længere var nogen grund til at holde sig tilbage på grund af et fucking forbud fra en vampyr, havde flokkens jagt gennem skoven taget en helt anden form. Ingen var trygge for varulvene længere, som ikke længere lod sig begrænse til at nedlægge dyr. Og hvorfor skulle de? Euphonia havde skabt dem med en smag for kød og blod og en styrke som var spildt kun på dyr.
Ved månens lys, hør på ham. Hvilken indflydelse Era havde haft på ham!
Langsomt gled øjnene op og betragtet teltdugen over dem. Luften i teltet var varm, selvom det måtte være noget tid siden ilden i fyrfadet var brændt ud til intet mere end stædige gløder som nægtede at dø ud. Gennem den varme luft kunne han tydeligt lugte ham selv og Era; kombinationen af deres lugte var efterhånden ved at være noget han var blevet vant til, og var begyndt at knytte sig til. Mere komfortabelt blev han måske også med lugten, når han fandt sig selv med hende liggende i sin armkrog hver nat - og med deres politik om ingen tøj i sengen, havde han hurtigt fundet mere end hendes lugt at holde af.
Men det var ikke nok til at jage den mørkhårede kvinde med de hårde, kolde øjne væk fra hans mareridt.
Forsigtigt trak han sin arm til sig fra under Eras hoved, før han satte sig op og skubbede benene over sengekanten. De var ved at blive lyst udenfor, efter endnu en nat hvor søvnen havde været fraværende. Med et støn rakte han ud i mørket efter bægeret med mjød som stod lidt fra sengen og trak det til sig, men måtte skære en grimasse efter den første mundfuld. Den havde ikke haft godt af bare at stå dér gennem natten, og han brugte hurtigt hvad der var tilbage i bægeret til at slukke de sidste gløder i fyrfadet, som døde med en hidsig hvislen. Bægeret blev skødesløst lagt til siden før han lagde ansigtet i sin håndflade og pustede tungt ud. Han havde brug for noget som kunne distrahere ham. Hvad som helst! Hell, han ville tage imod et angreb fra dødsenglene med åbne arme, hvis det kunne gøre det!
Ved månens lys, hør på ham. Hvilken indflydelse Era havde haft på ham!
Langsomt gled øjnene op og betragtet teltdugen over dem. Luften i teltet var varm, selvom det måtte være noget tid siden ilden i fyrfadet var brændt ud til intet mere end stædige gløder som nægtede at dø ud. Gennem den varme luft kunne han tydeligt lugte ham selv og Era; kombinationen af deres lugte var efterhånden ved at være noget han var blevet vant til, og var begyndt at knytte sig til. Mere komfortabelt blev han måske også med lugten, når han fandt sig selv med hende liggende i sin armkrog hver nat - og med deres politik om ingen tøj i sengen, havde han hurtigt fundet mere end hendes lugt at holde af.
Men det var ikke nok til at jage den mørkhårede kvinde med de hårde, kolde øjne væk fra hans mareridt.
Forsigtigt trak han sin arm til sig fra under Eras hoved, før han satte sig op og skubbede benene over sengekanten. De var ved at blive lyst udenfor, efter endnu en nat hvor søvnen havde været fraværende. Med et støn rakte han ud i mørket efter bægeret med mjød som stod lidt fra sengen og trak det til sig, men måtte skære en grimasse efter den første mundfuld. Den havde ikke haft godt af bare at stå dér gennem natten, og han brugte hurtigt hvad der var tilbage i bægeret til at slukke de sidste gløder i fyrfadet, som døde med en hidsig hvislen. Bægeret blev skødesløst lagt til siden før han lagde ansigtet i sin håndflade og pustede tungt ud. Han havde brug for noget som kunne distrahere ham. Hvad som helst! Hell, han ville tage imod et angreb fra dødsenglene med åbne arme, hvis det kunne gøre det!