Post by Era Garou on Aug 4, 2016 8:52:08 GMT
Snappende havde Era været i gang med at fjolle rundt med én af sine brødre, da Loup bad hende om at hjælpe til med døren. Hun sprang forbi sin bror, der legende skubbede til hende med snuden forbi farten. Tænderne bed hårdt sammen, da hun lagde hele sin vægt ind mod døren. Musklerne strammes i hele kroppen. Kløerne mod træværket trak lange, dybe linjer ned over døren i anstrengelser, indtil den endelig gav efter.
Era væltede næsten ind. Med en prusten rystede hun pelsen, mens hendes fæller trådte ind bag hende, men alle lod Loup om at styre showet. På alle fire vandrede hun frem og tilbage bag ham, mens hun frydefuldt sansede hvordan fyrstefamilien rystede af frygt. Hun kunne lugte det i luften! Deres rædsel! Sveden på deres hud. De hamrende hjerter. Åndedrættet der panisk blev hevet ind og ud. Blodige tænder blev afsløret, da hun smilte.
Overalt omkring sig kunne høre varulve knurre eller brøle højt af latter på grund af Loups hån af fyrsten. Det var berusende!
Med en stønnen og klynken forvandlede hun sig tilbage til sin menneskeform. Smerten fór igennem hendes krop som løbeild, men heldigvis var hun som fuldblodsvarulv ikke så opfyldt af smerte som andre. Sveden trillede ned af hende, da hun endelig kunne rette sig op på to ben, efter at være faldet sammen på gulvet i kramper. De sorte tjavser af hår klistrede sig til panden, før hun fik strøget dem væk. Bagfra duftede hun sin storebror også i sin menneskeskikkelse, inden at han slog et stykke stof omkring hendes skuldre, for at dække hende. Roligt gav hun sig til at slynge det om sig, som en improviseret, simpel kjole. Til sidst bandt hun det sammen omme i nakken.
Imens henvendte Loup sig til hende. De tomme, sorte øjenhuler stirrede på ham, da hun drejede hovedet mod ham. Et rovdyrsmil flækkede ansigtet i to.
”Åhhhh det er svært at sige. Hun dufter såååå sødt og rent,” svarede hun legende, inden at hun gik helt tæt på det skælvende barn, for at stikke næsen helt hen til hende, så hun kunne tage et dybt snif af hende. Parfume fyldte næsen, hvilket fik hende til at hoste. ”Ved Euphonia! En rigtig lille blomst! Jason? Vil du?”
Hendes storebror gik frem. Kort mærkede hun hans store hånd kærligt i sin nakke, før at han i stedet overtog grebet om den ældste fyrstedatter.
”Med glæde!” knurrede han frydefuldt, hvilket selvfølgelig fik den stakkels tøs til at skrige højt. Moderen begyndte at råbe op i munden på fyrsten i protester, trusler og bønner. De kunne dog ikke skjule noget for hendes lugtesans. Døtrene var rædselsslagne, sandt, men hun kunne også lugte andre safter, der sikkert var resultatet af at se så mange muskuløse, nøgne mænd. Specielt Loup, der var tættest på.
Eras hånd skød ud, og greb præcist omkring moderens hals. Fingrene begravede sig ind i kødet. Lyden af moderens gispende åndedræt, fik hende til at smile sadistisk.
”Så så… tal ordentligt. Vi er alle sammen civiliseret personer,” drillede hun, og løftede hende i én arm fra gulvet.
”Please… please ikke gør hende noget ondt!” hulkede fyrsten med en stemme, der knark over i gråd.
”Må jeg ikke gøre hende noget ondt? Well shit Frederick, jeg tror hun har ondt hver eneste gang, du har lagt dig ovenpå hende, så fed som du er. Du er et stort, tykt svin, og ulve spiser svin, hvis du ikke har skulle haft glemt det. Måske har din kone brug for en rigtig mand, for at blive i bedre humør, tror du ikke?” spurgte hun, inden at hun vendte sig mod flokken. ”Nogle der er interesseret?”
”Fuck Era… Ingen vil sgu da kneppe sådan en hejre!”
”Hun kan ikke se hende, det er sgu da derfor!”
”Era hun er fucked up grim! Brysterne rammer næsten gulvet!”
Flokken lo og hånede den stakkels fyrstefrue, som ingen ville røre med en ildtang. Det fik Era til at grine, mens at hun trak på skuldrene.
”So sorry lady. Ingen ser ud til at vil have dig.” Sikkert trak hun hende med sig over til det nærmeste vindue, mens fruen skreg og sparkede for at komme fri. Fyrsten havde rejst sig op, men Era regnede med at Loup havde styr på ham, sammen med de andre døtre. Uden tøven smed hun fyrstefruen igennem vinduet. Lyden af glas der splintres, var som sød musik i ørerne på hende, efterfulgt af et skingert, langtrukken skrig, som blev fjernere og fjernere. Et blødt ”bump” var afslutningen.
Selvtilfreds børstede Era sine hænder mod hinanden til de andres jublen af hende. Hun havde savnet det her. På sin vis mindede det hende om modstandsbevægelsen, og deres hærgen af adlen.
Era væltede næsten ind. Med en prusten rystede hun pelsen, mens hendes fæller trådte ind bag hende, men alle lod Loup om at styre showet. På alle fire vandrede hun frem og tilbage bag ham, mens hun frydefuldt sansede hvordan fyrstefamilien rystede af frygt. Hun kunne lugte det i luften! Deres rædsel! Sveden på deres hud. De hamrende hjerter. Åndedrættet der panisk blev hevet ind og ud. Blodige tænder blev afsløret, da hun smilte.
Overalt omkring sig kunne høre varulve knurre eller brøle højt af latter på grund af Loups hån af fyrsten. Det var berusende!
Med en stønnen og klynken forvandlede hun sig tilbage til sin menneskeform. Smerten fór igennem hendes krop som løbeild, men heldigvis var hun som fuldblodsvarulv ikke så opfyldt af smerte som andre. Sveden trillede ned af hende, da hun endelig kunne rette sig op på to ben, efter at være faldet sammen på gulvet i kramper. De sorte tjavser af hår klistrede sig til panden, før hun fik strøget dem væk. Bagfra duftede hun sin storebror også i sin menneskeskikkelse, inden at han slog et stykke stof omkring hendes skuldre, for at dække hende. Roligt gav hun sig til at slynge det om sig, som en improviseret, simpel kjole. Til sidst bandt hun det sammen omme i nakken.
Imens henvendte Loup sig til hende. De tomme, sorte øjenhuler stirrede på ham, da hun drejede hovedet mod ham. Et rovdyrsmil flækkede ansigtet i to.
”Åhhhh det er svært at sige. Hun dufter såååå sødt og rent,” svarede hun legende, inden at hun gik helt tæt på det skælvende barn, for at stikke næsen helt hen til hende, så hun kunne tage et dybt snif af hende. Parfume fyldte næsen, hvilket fik hende til at hoste. ”Ved Euphonia! En rigtig lille blomst! Jason? Vil du?”
Hendes storebror gik frem. Kort mærkede hun hans store hånd kærligt i sin nakke, før at han i stedet overtog grebet om den ældste fyrstedatter.
”Med glæde!” knurrede han frydefuldt, hvilket selvfølgelig fik den stakkels tøs til at skrige højt. Moderen begyndte at råbe op i munden på fyrsten i protester, trusler og bønner. De kunne dog ikke skjule noget for hendes lugtesans. Døtrene var rædselsslagne, sandt, men hun kunne også lugte andre safter, der sikkert var resultatet af at se så mange muskuløse, nøgne mænd. Specielt Loup, der var tættest på.
Eras hånd skød ud, og greb præcist omkring moderens hals. Fingrene begravede sig ind i kødet. Lyden af moderens gispende åndedræt, fik hende til at smile sadistisk.
”Så så… tal ordentligt. Vi er alle sammen civiliseret personer,” drillede hun, og løftede hende i én arm fra gulvet.
”Please… please ikke gør hende noget ondt!” hulkede fyrsten med en stemme, der knark over i gråd.
”Må jeg ikke gøre hende noget ondt? Well shit Frederick, jeg tror hun har ondt hver eneste gang, du har lagt dig ovenpå hende, så fed som du er. Du er et stort, tykt svin, og ulve spiser svin, hvis du ikke har skulle haft glemt det. Måske har din kone brug for en rigtig mand, for at blive i bedre humør, tror du ikke?” spurgte hun, inden at hun vendte sig mod flokken. ”Nogle der er interesseret?”
”Fuck Era… Ingen vil sgu da kneppe sådan en hejre!”
”Hun kan ikke se hende, det er sgu da derfor!”
”Era hun er fucked up grim! Brysterne rammer næsten gulvet!”
Flokken lo og hånede den stakkels fyrstefrue, som ingen ville røre med en ildtang. Det fik Era til at grine, mens at hun trak på skuldrene.
”So sorry lady. Ingen ser ud til at vil have dig.” Sikkert trak hun hende med sig over til det nærmeste vindue, mens fruen skreg og sparkede for at komme fri. Fyrsten havde rejst sig op, men Era regnede med at Loup havde styr på ham, sammen med de andre døtre. Uden tøven smed hun fyrstefruen igennem vinduet. Lyden af glas der splintres, var som sød musik i ørerne på hende, efterfulgt af et skingert, langtrukken skrig, som blev fjernere og fjernere. Et blødt ”bump” var afslutningen.
Selvtilfreds børstede Era sine hænder mod hinanden til de andres jublen af hende. Hun havde savnet det her. På sin vis mindede det hende om modstandsbevægelsen, og deres hærgen af adlen.