Post by Saïx Veterano on Aug 26, 2016 0:30:41 GMT
Ligesom Moria havde Saïx fulgt Lili med blikket et par sekunder, for at sikre sig at pigebarnet ikke endte med at lade sig rive med af den evige nysgerrighed. De havde alle sammen lært at følge med på hende når hun så ud til at være på vej ud på et af sine eventyr. Foreløbig så det dog ikke ud som om hun havde tænkt sig at løbe for langt væk, så han lod sig falde tilbage i samtalen, mens han drak af sit eget bæger. Blod/absint-blandingen ville næppe gøre ham fuld foreløbig, men i det mindste hjalp det på at holde skuldrene sænkede og smilet på hans læber – selv da samtalen faldt på hvad han måtte gå igennem under Macaria og Zeans afhør af ham.
Hans blik faldt ned på hans hånd som han åbnede og lukkede, som om han huskede hvordan hammeren havde knust knoglerne under huden på ham. For en smed havde det været et rent helvede at få sit levebrød ødelagt, men det havde næsten været værre hvor afhængig han havde været af Isabel og Cal til selv den mindste ting, mens de var på flugt. Det var næsten underligt at tænke på at den stærke hånd han så foran sig, engang havde været bundet ind i stramme bandager som havde hindret ham i så meget som at bøje fingrene – ikke at han havde været i stand til det alligevel.
Et spydigt smil blev sendt i Cals retning.
”Jeg holdt da kæft omkring jer, gjorde jeg ikke? Selv med en knust hånd og et brændemærke fortalte jeg dem ingenting.” At Forsyth-parret så havde sendt ham tilbage til smedjen som et fælde for Isabel og Cal var en helt anden sag, som han ikke nævnte højlydt – måske fordi han et eller andet sted var sikker på at Cal ville være ivrig efter selv at bringe det op.
Blikket faldt på Isabel mens hun begyndte at opremse de problemer de havde haft på deres flugt, og han måtte skære en kort grimasse da hun spurgte ham om hans perspektiv. ”Den første gang du flyttede os i dine skygger. Du er måske vant til det, men for mig føltes det som om jeg faldt gennem mørket hele vejen. Ikke det mest behagelige jeg har oplevet.” Ordene blev fulgt af et skævt smil i hendes retning, som ligesom skulle veje op for at have fornærmet hendes skyggeevner. Faktum var trods alt at de ville døde nu, havde det ikke været fordi hun havde transporteret dem i sine skygger fra slottet i Agares. ”Vi blev da også nødt til at flygte et par gange, hvis en landsby vi passerede blev mistænksomme omkring os… én gang fik jeg så travlt at jeg samlede Izzy op og løb afsted med hende og Lili. Det blev en fejl jeg ikke gentog igen efter det.” indskød han med et skævt smil rettet mod hybriden ved sin side. I et øjeblik havde han holdt hendes blik. Han var ikke sikker på om det var absinten eller den generelle stemning, men det føltes nemmere at holde øjenkontakten med hende nu. Han havde ikke den gnavende følelse af at… noget ville gå op i sømmene hvis han så på hende for længe. Det fik smilet om hans læber til at vokse sig en smule bredere. ”Desuden… at vi kun kunne rejse om natten gav os meget mere at se på. Inde i Oberion havde jeg aldrig kunnet se stjernerne om aftenen på grund af alle lysene, men ude i skovene i Portus kunne jeg se alt. Med mine nye øjne som vampyr kunne jeg bare se endnu mere.” indskød han, uden at fortælle at det ikke havde været alt hans blik havde været optaget af at se på. Isabel havde fanget hans blik mere end nogen stjerne havde formået, selv om at de dengang havde haft en enorm kløft mellem sig på grund af alle deres uenigheder – en kløft som de først nu endelig så ud til at have bygget en bro over.
Blikket flakkede flygtigt ned til hans hånd. Mens han havde talt, havde hans hånd diskret flyttet sig en smule over bordet, og tættere på hendes. Ikke noget vildt bemærkeligt, men nok til at han ville kunne lægge hånden mod hendes med en enkelt bevægelse. Og efter at have tøvet et enkelt sekund, og tvunget sig selv til at tage en chance, var det lige præcist hvad han gjorde. I en diskret bevægelse som han så vidt som muligt forsøgte at undgå at lægge opmærksomhed til, flyttede han sin hånd det sidste stykke, og lod Isabels fingre dækkes af hans egne. Hvordan kunne en så simpel handling få det til at føles som om hans døde hjerte hoppede et slag over?
Hans blik faldt ned på hans hånd som han åbnede og lukkede, som om han huskede hvordan hammeren havde knust knoglerne under huden på ham. For en smed havde det været et rent helvede at få sit levebrød ødelagt, men det havde næsten været værre hvor afhængig han havde været af Isabel og Cal til selv den mindste ting, mens de var på flugt. Det var næsten underligt at tænke på at den stærke hånd han så foran sig, engang havde været bundet ind i stramme bandager som havde hindret ham i så meget som at bøje fingrene – ikke at han havde været i stand til det alligevel.
Et spydigt smil blev sendt i Cals retning.
”Jeg holdt da kæft omkring jer, gjorde jeg ikke? Selv med en knust hånd og et brændemærke fortalte jeg dem ingenting.” At Forsyth-parret så havde sendt ham tilbage til smedjen som et fælde for Isabel og Cal var en helt anden sag, som han ikke nævnte højlydt – måske fordi han et eller andet sted var sikker på at Cal ville være ivrig efter selv at bringe det op.
Blikket faldt på Isabel mens hun begyndte at opremse de problemer de havde haft på deres flugt, og han måtte skære en kort grimasse da hun spurgte ham om hans perspektiv. ”Den første gang du flyttede os i dine skygger. Du er måske vant til det, men for mig føltes det som om jeg faldt gennem mørket hele vejen. Ikke det mest behagelige jeg har oplevet.” Ordene blev fulgt af et skævt smil i hendes retning, som ligesom skulle veje op for at have fornærmet hendes skyggeevner. Faktum var trods alt at de ville døde nu, havde det ikke været fordi hun havde transporteret dem i sine skygger fra slottet i Agares. ”Vi blev da også nødt til at flygte et par gange, hvis en landsby vi passerede blev mistænksomme omkring os… én gang fik jeg så travlt at jeg samlede Izzy op og løb afsted med hende og Lili. Det blev en fejl jeg ikke gentog igen efter det.” indskød han med et skævt smil rettet mod hybriden ved sin side. I et øjeblik havde han holdt hendes blik. Han var ikke sikker på om det var absinten eller den generelle stemning, men det føltes nemmere at holde øjenkontakten med hende nu. Han havde ikke den gnavende følelse af at… noget ville gå op i sømmene hvis han så på hende for længe. Det fik smilet om hans læber til at vokse sig en smule bredere. ”Desuden… at vi kun kunne rejse om natten gav os meget mere at se på. Inde i Oberion havde jeg aldrig kunnet se stjernerne om aftenen på grund af alle lysene, men ude i skovene i Portus kunne jeg se alt. Med mine nye øjne som vampyr kunne jeg bare se endnu mere.” indskød han, uden at fortælle at det ikke havde været alt hans blik havde været optaget af at se på. Isabel havde fanget hans blik mere end nogen stjerne havde formået, selv om at de dengang havde haft en enorm kløft mellem sig på grund af alle deres uenigheder – en kløft som de først nu endelig så ud til at have bygget en bro over.
Blikket flakkede flygtigt ned til hans hånd. Mens han havde talt, havde hans hånd diskret flyttet sig en smule over bordet, og tættere på hendes. Ikke noget vildt bemærkeligt, men nok til at han ville kunne lægge hånden mod hendes med en enkelt bevægelse. Og efter at have tøvet et enkelt sekund, og tvunget sig selv til at tage en chance, var det lige præcist hvad han gjorde. I en diskret bevægelse som han så vidt som muligt forsøgte at undgå at lægge opmærksomhed til, flyttede han sin hånd det sidste stykke, og lod Isabels fingre dækkes af hans egne. Hvordan kunne en så simpel handling få det til at føles som om hans døde hjerte hoppede et slag over?