Post by Macaria Forsyth on Jun 16, 2016 13:13:07 GMT
Som Zean svarede hende blev hendes ansigt mere og mere fortvivlet. Øjnene flakkede tiggende rundt på hans ansigt, for at lede efter et hvilket som helst andet svar. Det kunne ikke være det! Der måtte være en plan! En anden mulighed!
Håbløsheden bredte sig ud i enhver muskel af hendes krop. Da Zean tav med den sidste bøn til hende, havde et hvert håb forladt hende, og hun vidste, at hun ville dø her i denne hytte. Aldrig ville hun holde Dylan i sine arme igen. Aldrig ville hun læse højt med Arona. Aldrig ville hun igen kunne være sammen med Zean. Hun ville dø her. En anelse af bitterhed meldte sig, men hun skubbede den væk. Sam ville måske hellere, have ladet Eriz komme efter sig selv end hende, men hun vidste hvad Eriz ville gøre ved ham – derudover nægtede hun bare at lade Eriz vinde. Lige meget hvad!
Træt lukkede hun sine øjnene. En underlig accept faldt over hende. Det var slut. Dybt trak hun vejret ind gennem munden, indtil de døde lunger var fyldt op. Hun skulle lige til at bede ham om, at slå hende ihjel for at ende hendes smerte, da hun kom i tanke om sidste gang, hun havde været ved at dø.
En stjerneklar himmel med hvide prikker på sort fløjl. En febervarm hånd i sin. Lyden af et døende hjerte.
Hun kastede et blik over Zeans skulder mod Eriz, der stod farlig tæt på dem. Flygtigt fugtede Macaria sine tørre læber, inden at hun strakte sig så langt hun kunne i sine lænker, for at komme tættere på Zean. Intenst mødte hun hans blik.
”Du må finde hende…” hvislede hun så lavt til ham, som hun kunne. Det var dårlig nok hørligt, men hun håbede, at han med sin vampyrisme ville høre det. ”Marcellus designede hende til at modstå Eriz. Vi jagtede dem for over to år, Zean. Du kan finde dem. Tænk dig om… hvor ville hun gemme sig?”
Åh ved Euphonia, hun håbede Zean forstod! Hun tiggede ham med øjnene om at forstå, og udtænke det hele. Han var hendes eneste håb. Uden ham ville hun aldrig komme levende ud herfra…. Men han kunne ikke gøre det alene.
Hastigt kastede hun et blik op på Eriz, der tydeligvis var ved at miste tålmodigheden. Vagtsomt betragtede hun dem, så indæt at Macaria desperat prøvede på at tænke på noget andet. Hvis Eriz opdagede hvad hun havde planlagt, ville hun aldrig, aldrig, aldrig lade Zean gå.
Macaria lagde igen sin pande mod Zeans, så deres næser hvilede ved siden af hinanden.
”Find hende…”