Post by Loup Garou on May 21, 2016 0:04:41 GMT
Zachariah Fairbairn
"... et mirakel han stadig..."
"... tænkte han på? En varulv og så meget sølv? Det burde have..."
"... ordre. Hvis han dør..."
Ind og ud faldt Loup af bevidstheden, mens en usammenhængende sammensurium af ord gav genlyd i hovedet på ham. Det ene øjeblik befandt han sig på slagmarken, det næste i et rum. Hvor han var, og hvordan han var havnet der, havde han ingen erindring om. Han havde aldrig følt sig så svag før. Han havde end ikke styrken til at løfte hånden for at slå personen væk, som i en hurtig bevægelse havde trukket sølvkniven ud af hans skulder. Bevægelsen havde fået et ryk til at gå gennem Loup, og havde fået et smertefuldt udråb til at lyde fra ham, før han igen mistede bevidstheden. Efter det var det ikke til at sige hvad der var virkelighed og hvad der var hans egen indbildning. Han hørte stemmer, men ingen som han genkendte, og ingenting af hvad der blev sagt var noget han kunne huske selv få sekunder efter det blev sagt. Enkelte gange var han sikker på han hørte en velkendt stemme. En stemme som fyldte ham med billeder af et fejlfrit ansigt, med ravnsorte lokker, fyldige læber og isblå øjne.
"... vågner!
"... stadig for svag! Han må blive..."
De mørke øjne gled langsomt op, og Loup kunne endelig få en følelse af hvor han var. Han lå i en improviseret seng, i hvad der måtte være en ruin af en bygning. To healere var med ham i rummet, og den ene af dem var allerede på vej ud af døren.
"Jeg henter Zachariah!" hørte Loup hende råbe idet hun forsvandt, mens den anden healer lagde hænderne mod hans skuldre for at holde ham nede.
"Du bliver liggende! Du er stadig for svag, hvis du rejser dig nu-"
"Hold din kæft..." Hans ord var en groggy mumlen, og da han løftede hånden for at skubbe hende væk, måtte han rent faktisk anstrengende sig for at puffe hende væk nok til at han kunne skubbe sig selv op og sidde. Han var stadig svimmel, og selv skæret fra det ene stearinlys i nærheden blændede ham næsten. Der var mørkt udenfor, men fuldmånen var passeret. Et blik på månen fortalte ham at han måtte have været bevidstløs i mindst to døgn.
"Du burde lægge dig, du er stadig-"
"Hvis du siger jeg er svag én gang til, slår jeg dig ihjel, er du med?" snerrede Loup af kvinden, som omgående lukkede munden på sig selv. Han så ned af sig selv. Den røde, knudrede hud over hans brystkasse aftegnede tydeligt hvor de vavilonske soldaters sølvskjolde havde brændt ham. Det sved stadig i hans skulder efter kniven, og han bed tænderne sammen da han prøvende rullede med skulderen. For satan, det gjorde ondt! En hånd gled op til hans hals, og hans blik blev omgående mørkere. "For helvede!!" brølede han, så højt at healerkvinden krympede en smule sammen. Mod sine fingre havde Loup mærket bidemærkerne Macaria havde efterladt på ham. To, tydelige mærker i hans hals, som hans healing ikke formåede at fjerne fuldstændig. Selv når han var kommet til kræfterne ville det aftegne sig i form af to knudrede indhulinger i hans hud.
"... tænkte han på? En varulv og så meget sølv? Det burde have..."
"... ordre. Hvis han dør..."
Ind og ud faldt Loup af bevidstheden, mens en usammenhængende sammensurium af ord gav genlyd i hovedet på ham. Det ene øjeblik befandt han sig på slagmarken, det næste i et rum. Hvor han var, og hvordan han var havnet der, havde han ingen erindring om. Han havde aldrig følt sig så svag før. Han havde end ikke styrken til at løfte hånden for at slå personen væk, som i en hurtig bevægelse havde trukket sølvkniven ud af hans skulder. Bevægelsen havde fået et ryk til at gå gennem Loup, og havde fået et smertefuldt udråb til at lyde fra ham, før han igen mistede bevidstheden. Efter det var det ikke til at sige hvad der var virkelighed og hvad der var hans egen indbildning. Han hørte stemmer, men ingen som han genkendte, og ingenting af hvad der blev sagt var noget han kunne huske selv få sekunder efter det blev sagt. Enkelte gange var han sikker på han hørte en velkendt stemme. En stemme som fyldte ham med billeder af et fejlfrit ansigt, med ravnsorte lokker, fyldige læber og isblå øjne.
"... vågner!
"... stadig for svag! Han må blive..."
De mørke øjne gled langsomt op, og Loup kunne endelig få en følelse af hvor han var. Han lå i en improviseret seng, i hvad der måtte være en ruin af en bygning. To healere var med ham i rummet, og den ene af dem var allerede på vej ud af døren.
"Jeg henter Zachariah!" hørte Loup hende råbe idet hun forsvandt, mens den anden healer lagde hænderne mod hans skuldre for at holde ham nede.
"Du bliver liggende! Du er stadig for svag, hvis du rejser dig nu-"
"Hold din kæft..." Hans ord var en groggy mumlen, og da han løftede hånden for at skubbe hende væk, måtte han rent faktisk anstrengende sig for at puffe hende væk nok til at han kunne skubbe sig selv op og sidde. Han var stadig svimmel, og selv skæret fra det ene stearinlys i nærheden blændede ham næsten. Der var mørkt udenfor, men fuldmånen var passeret. Et blik på månen fortalte ham at han måtte have været bevidstløs i mindst to døgn.
"Du burde lægge dig, du er stadig-"
"Hvis du siger jeg er svag én gang til, slår jeg dig ihjel, er du med?" snerrede Loup af kvinden, som omgående lukkede munden på sig selv. Han så ned af sig selv. Den røde, knudrede hud over hans brystkasse aftegnede tydeligt hvor de vavilonske soldaters sølvskjolde havde brændt ham. Det sved stadig i hans skulder efter kniven, og han bed tænderne sammen da han prøvende rullede med skulderen. For satan, det gjorde ondt! En hånd gled op til hans hals, og hans blik blev omgående mørkere. "For helvede!!" brølede han, så højt at healerkvinden krympede en smule sammen. Mod sine fingre havde Loup mærket bidemærkerne Macaria havde efterladt på ham. To, tydelige mærker i hans hals, som hans healing ikke formåede at fjerne fuldstændig. Selv når han var kommet til kræfterne ville det aftegne sig i form af to knudrede indhulinger i hans hud.