Post by Macaria Forsyth on May 30, 2016 16:24:05 GMT
Langsomt kiggede Macaria op. De glødende, røde øjne landede trodsigt på Aron, uden så meget som en smule tøven eller frygt i dem. Ansigtet var en maske af viljestyrke og afsky. Selvom hun var bundet med sølvkæder, kunne man se på hendes muskler, at hun spændte i dem i vedvarende forsøg på at rive dem over. Hvis lænkerne havde været lavet af normalt jern, havde hun knækket dem over for lang tid siden.
”Det hedder tilbage til Pandemonium,” hvislede hun hadefuldt til ham uden at bevæge læberne. ”Har du glemt jeg er herfra? Engang havde jeg dit job.”
Blodet på hendes ansigt krakelerede hver eneste gang, hun skar et udtryk. Blodet fra hendes mænd og de fjender, som hun havde nedlagt i krigen. I siden af halsen havde hun knudret ar fra et varulve bid, der aldrig ville heale, og tøjet hun bar var stadigvæk hendes læderrustning. Sværdet og alt andet hun havde på sig, var selvfølgelig blevet taget. Derudover havde hun ikke fået blod i flere dage, hvilket var det, der farvede hendes øjne røde.
Arons blod brusede i hendes ører. Alle hans blodårer lyste op for hendes blik. Pulsåren i hans hals pumpede taktfast for hende. Alligevel var der ingen længsel at se på hende. Hun var blevet indøvet kunsten i selvbeherskelse. Blod ville have lige så lidt kontrol over hende, som en person.
”Hvor er min familie?” forlangte hun at få af vide. ”Hvad er der sket med mine børn? Aron! Det er Arona og Dylan vi snakker om! Det er Harris! Hvad er der sket med dem?! Hvad med Zean?”
Hun var ligeglad med, hvad der skulle ske med hende. Hende og Sam havde trænet sammen til det her. Et sted havde de vel altid vidst, at på et tidspunkt ville hun ikke, kunne gemme sig mere for Eriz. Det tidspunkt nu. Lige meget hvad der skete, ville hun aldrig give dem det de ville have. Men hendes familie. Børnene. Zean. Hun ville vide, hvad der var sket med dem.
”Det hedder tilbage til Pandemonium,” hvislede hun hadefuldt til ham uden at bevæge læberne. ”Har du glemt jeg er herfra? Engang havde jeg dit job.”
Blodet på hendes ansigt krakelerede hver eneste gang, hun skar et udtryk. Blodet fra hendes mænd og de fjender, som hun havde nedlagt i krigen. I siden af halsen havde hun knudret ar fra et varulve bid, der aldrig ville heale, og tøjet hun bar var stadigvæk hendes læderrustning. Sværdet og alt andet hun havde på sig, var selvfølgelig blevet taget. Derudover havde hun ikke fået blod i flere dage, hvilket var det, der farvede hendes øjne røde.
Arons blod brusede i hendes ører. Alle hans blodårer lyste op for hendes blik. Pulsåren i hans hals pumpede taktfast for hende. Alligevel var der ingen længsel at se på hende. Hun var blevet indøvet kunsten i selvbeherskelse. Blod ville have lige så lidt kontrol over hende, som en person.
”Hvor er min familie?” forlangte hun at få af vide. ”Hvad er der sket med mine børn? Aron! Det er Arona og Dylan vi snakker om! Det er Harris! Hvad er der sket med dem?! Hvad med Zean?”
Hun var ligeglad med, hvad der skulle ske med hende. Hende og Sam havde trænet sammen til det her. Et sted havde de vel altid vidst, at på et tidspunkt ville hun ikke, kunne gemme sig mere for Eriz. Det tidspunkt nu. Lige meget hvad der skete, ville hun aldrig give dem det de ville have. Men hendes familie. Børnene. Zean. Hun ville vide, hvad der var sket med dem.