Post by Eriz LaPiera Black on Jun 8, 2016 20:59:42 GMT
Åhhh han var snedig. Trin for trin prøvede at få mere og mere frihed. Hvad troede han det her var? Vavilon? Hun kunne ikke lade være med at ryste svagt på hovedet.
Med et lille suk satte hun sig op, så det sorte hår blev trukket ud af hænderne på Nathaniel. Fra skamlen ved siden af badekarret tog hun et stykke langt stof, som hun kunne vikle om sin nøgne krop, da hun rejste sig op i karret. Stadigvæk med ryggen til Nathaniel, fik han kun endnu et glimt af bagsiden af hende. Ikke fordi at hun bekymrede sig om den slags. Hun havde intet at skjule.
”Du får dine våben, når du forlader lejren… på et tidspunkt,” svarede hun ham, mens at hun gjorde stoffet fast. Det sad så stramt på hende, at hendes bryster blev skubbet endnu mere sammen, og skabte en dyb, altopslugende kavalergang. Hun vidste hvordan man gjorde sig til. Sådan havde hun overlevet i alle de år.
Roligt steg hun ud af karret. Med hænderne samlede hun håret, og vred vandet ud af det. Normalt havde hun en hel hær af stuepiger til at hjælpe sig, men nu hvor hun ikke boede på slottet længere, måtte hun selv klare tingene. Ikke fordi det var et problem. Præcist vidste hun, hvordan at hun skulle pleje sig selv. Det havde hendes mor vist hende.
”Du får ikke brug for dine våben her i selve lejren. Du er i sikkerhed inde for murerne,” forklarede hun, og placerede sit hår over den ene skulder, for at holde styr på det. ”Nå! Lad os se på de mareridt du har, min kære, og få dem væk. Min hertuge skal sove ordentligt.”
Hun trak skamlen helt hen foran Nathaniels, så hun ville være placeret imellem hans lår, når hun satte sig. Med knæene samlet satte hun sig helt hen på kanten af skamlen, så hun kunne være så tæt på ham som muligt. Nu hvor de sad lige overfor hinanden, kunne hun rigtigt se, hvor plaget han så ud. Gad vide hvor meget mere, der skulle til, for at få ham til at knække? Forhåbentligt var han ikke lige så stædig som Macaria.
”Kom her…” kaldte hun blidt, og placerede sine hænder på hver side af hans hoved. Han måtte bøje sig meget frem mod hende, for at de kunne være nogenlunde i øjenhøjde. Som halvelver var han stadigvæk langt højere end hende, på trods af at hun ikke ligefrem kunne kalde sig lav. Beroligende strøg hun ham over kinden med sine fugtige tommelfingre. ”Se mig i øjnene, min elskede. Jeg lover, det her ikke vil gøre det mindste ondt. Bare fortæl mig hvad du frygter…”
Hun var som nat og dag. Det ene sekund kunne hun virke dybt ligeglad med ham, og det næste var hun en bekymret, gammel ven, hvis stemme emmede af kærlighed og omsorg til ham. Et varmt smil hvilede på hendes røde, fyldige læber, som solen på et overmodent kirsebær. Sikkert smagte hun også sødt.
Yderst blidt og forsigtigt som en mand hos en jomfru, lod hun sit sind glide ind i hans. Hurtigt fandt hun frem til det frø, hun havde lagt hos ham, inden hun var draget afsted til Sethos. Et for et viste hun ham hver eneste frygtfremkaldende billede. Hvert eneste mareridt.
Hans søstre der lå slagtet ude foran hans brændende borg. ”Ingen vil kunne røre dig, så længe jeg står ved din side, Nathan. Sammen vil vi herske over dem alle, så intet ondt vil ske.” Hendes stemme var silkeblød. Lyden af den fik billederne til at forsvinde i mørke, som en mors beroligende hvisken efter et slemt mareridt.
Macaria lo ondskabsfuldt i midten af en stor pøl af blod. Nathaniel var ved at drukne i det. Lige meget hvor meget han kæmpede, ville han blot synke dybere og dybere ned, mens vampyren blot grinede af ham uden at hjælpe. ”Hun vil aldrig gøre dig ondt igen. Jeg passer på dig. Jeg beskytter dig.” Macarias latter forvandlede sig til et dæmpet skrig, da også det mareridt gled ud i mørket.
Nataniel var omringet af fjender, men hans sværd var for tungt. Han kunne ikke hæve det! Omkring ham kunne han se genkendelige ansigter af hans døde mænd. ”Jeg er ved din side, min kære. Sammen er vi stærkest. Du vil aldrig stå alene igen.” Mareridtet blev til mørke.
I mørket stod Eriz tilbage.
Nøgen bredte hun sine arme ud til omfavnelse.
Hun smilte sødt til ham.
Men hendes øjne var kulsorte.
”Kom min elskede… Omfavn mig.”
Med et lille suk satte hun sig op, så det sorte hår blev trukket ud af hænderne på Nathaniel. Fra skamlen ved siden af badekarret tog hun et stykke langt stof, som hun kunne vikle om sin nøgne krop, da hun rejste sig op i karret. Stadigvæk med ryggen til Nathaniel, fik han kun endnu et glimt af bagsiden af hende. Ikke fordi at hun bekymrede sig om den slags. Hun havde intet at skjule.
”Du får dine våben, når du forlader lejren… på et tidspunkt,” svarede hun ham, mens at hun gjorde stoffet fast. Det sad så stramt på hende, at hendes bryster blev skubbet endnu mere sammen, og skabte en dyb, altopslugende kavalergang. Hun vidste hvordan man gjorde sig til. Sådan havde hun overlevet i alle de år.
Roligt steg hun ud af karret. Med hænderne samlede hun håret, og vred vandet ud af det. Normalt havde hun en hel hær af stuepiger til at hjælpe sig, men nu hvor hun ikke boede på slottet længere, måtte hun selv klare tingene. Ikke fordi det var et problem. Præcist vidste hun, hvordan at hun skulle pleje sig selv. Det havde hendes mor vist hende.
”Du får ikke brug for dine våben her i selve lejren. Du er i sikkerhed inde for murerne,” forklarede hun, og placerede sit hår over den ene skulder, for at holde styr på det. ”Nå! Lad os se på de mareridt du har, min kære, og få dem væk. Min hertuge skal sove ordentligt.”
Hun trak skamlen helt hen foran Nathaniels, så hun ville være placeret imellem hans lår, når hun satte sig. Med knæene samlet satte hun sig helt hen på kanten af skamlen, så hun kunne være så tæt på ham som muligt. Nu hvor de sad lige overfor hinanden, kunne hun rigtigt se, hvor plaget han så ud. Gad vide hvor meget mere, der skulle til, for at få ham til at knække? Forhåbentligt var han ikke lige så stædig som Macaria.
”Kom her…” kaldte hun blidt, og placerede sine hænder på hver side af hans hoved. Han måtte bøje sig meget frem mod hende, for at de kunne være nogenlunde i øjenhøjde. Som halvelver var han stadigvæk langt højere end hende, på trods af at hun ikke ligefrem kunne kalde sig lav. Beroligende strøg hun ham over kinden med sine fugtige tommelfingre. ”Se mig i øjnene, min elskede. Jeg lover, det her ikke vil gøre det mindste ondt. Bare fortæl mig hvad du frygter…”
Hun var som nat og dag. Det ene sekund kunne hun virke dybt ligeglad med ham, og det næste var hun en bekymret, gammel ven, hvis stemme emmede af kærlighed og omsorg til ham. Et varmt smil hvilede på hendes røde, fyldige læber, som solen på et overmodent kirsebær. Sikkert smagte hun også sødt.
Yderst blidt og forsigtigt som en mand hos en jomfru, lod hun sit sind glide ind i hans. Hurtigt fandt hun frem til det frø, hun havde lagt hos ham, inden hun var draget afsted til Sethos. Et for et viste hun ham hver eneste frygtfremkaldende billede. Hvert eneste mareridt.
Hans søstre der lå slagtet ude foran hans brændende borg. ”Ingen vil kunne røre dig, så længe jeg står ved din side, Nathan. Sammen vil vi herske over dem alle, så intet ondt vil ske.” Hendes stemme var silkeblød. Lyden af den fik billederne til at forsvinde i mørke, som en mors beroligende hvisken efter et slemt mareridt.
Macaria lo ondskabsfuldt i midten af en stor pøl af blod. Nathaniel var ved at drukne i det. Lige meget hvor meget han kæmpede, ville han blot synke dybere og dybere ned, mens vampyren blot grinede af ham uden at hjælpe. ”Hun vil aldrig gøre dig ondt igen. Jeg passer på dig. Jeg beskytter dig.” Macarias latter forvandlede sig til et dæmpet skrig, da også det mareridt gled ud i mørket.
Nataniel var omringet af fjender, men hans sværd var for tungt. Han kunne ikke hæve det! Omkring ham kunne han se genkendelige ansigter af hans døde mænd. ”Jeg er ved din side, min kære. Sammen er vi stærkest. Du vil aldrig stå alene igen.” Mareridtet blev til mørke.
I mørket stod Eriz tilbage.
Nøgen bredte hun sine arme ud til omfavnelse.
Hun smilte sødt til ham.
Men hendes øjne var kulsorte.
”Kom min elskede… Omfavn mig.”