Post by Zachariah Fairbairn on Mar 26, 2016 19:10:35 GMT
Der var gået...Hvor lang tid? En uge...To uger? Han havde spurgt en af lægerne, der til tider kom og tjekkede ham og de meddelte at der ville være fuldmåne i nat. Hele byen var i røre. Varulvene sad på nåle, der havde været flere slagsmål i byen end normalt og dødsenglene så mere drabelige ud end de plejede. Alle var stille, alle var afventende. Selv i det ellers tomme, store palæ af et hus kunne stemningen mærkes!
Efter han havde fået det bedre og feberen havde lagt sig, havde han kunne rådgive fra sin seng. Men nu...Nu var der ikke tid til at ligge i en seng. Han ville hellere dø end ligge i sin seng og lytte til kampene udenfor, uden at vide om de ville vinde eller dø. Han ville ikke ligge forsvarsløs og vente på sin egen død!
Han havde tvunget en af healerne, der kunne bruge lidt magi, om at gøre det. Det var ikke meget hun kunne gøre, men nok til at han kunne humpe rundt uden at såret sprang op lige med det samme. Hans ben var smurt ind i urter og forbindinger, da han med ren stædighed kom på benene. Han nåede kun lige at støtte på det, før han greb ud efter den nærmeste overflade- et bord. Han bed hårdt sammen...Smerterne.
"Så giv mig den forbandede flaske..." vrissede han og greb en flaske med alkohol fra healerens spinkle hænder. Men før han tog en tår af alkoholen, gled hans blik over hende en ekstra gang.
"Nå? hvad laver du her? Du har en kamp at forberede dig på! Vi vil få sårede. Mange vil sikkert dø. Kom så af sted med dig!"
Han var ikke særlig sød, da han sendte kvinden løbende ned af et sæt trapper og ud af huset igen. Han var også ligeglad. Han tog flasken til munden og slugte hurtigt et par mundfulde, for at dulme smerterne. Han måtte kæmpe...Måske ikke i fronten, men han holdt sig ikke fra det! Uanset hvad den stædige kvinde ville påstå...Era.
Den næsten tomme flaske blev sat på bordet, da han greb sin trøje og tog den på. Healeren havde hjulpet ham i nogle sorte bukser af varmt og stridbart stof, men som alligevel sad lidt løsere end normalt for at give hans sårede ben luft. Han havde fået støvler på, som han havde instrueret healeren i at binde ordentlig. I starten havde de siddet alt for løst, men nu gik det an. Og nu med en varm, mørk trøje skulle han bare humpe nedenunder og se hvordan tingene gik, før han kunne komme i sin lette læderrustning. Heldigvis havde han vinger.Han kunne altid deltage i kampen fra luften. Hånden gled igennem det viltre hår. Der var ingen pointe i at sætte det, kampen ville alligevel ugle det.
Med et bittert udseende tog han en stok, der var blevet anskaffet til ham, og humpede ud af værelset. Trappen var det værste. Men da han endelig, efter hvad der virkede som en uendelighed, kunne stille sine fødder i den store entre, sukkede han lettet. Første forhindring var overkommet! Det skulle nok gå!
"ERA!" råbte han. Hun var i huset...Ikke?! Forbandet! Han havde sendt healeren væk uden først at spørge hvor hans partner i dette kaos var. Han tog sig til panden et øjeblik.
Hvor var han uduelig på nuværende tidspunkt...
Lidt efter så han ud af det nærmeste vindue. Hm. Et par timer mere og mørket ville være over dem...Ja, et par timer maks. Men her i bjergene blev det altid hurtigere mørkt, fordi bjergsiderne skyggede for solen.