Post by Marcellus LaPiera Black on May 2, 2015 12:02:10 GMT
Marcel lukkede sine øjne da han mærkede hendes arme omkring ham. Hendes stemme så når, hendes væsen så tæt på. Et øjeblik glemte han helt den gennembrorende smerte der skød gennem hans krop. Et svagt smil gled over hans læber sammen med et glad suk. Han åbnede langsomt hans øjne og så det ikke var en drøm. Han tog hendes dejlige duft til sig og lod den fylde hans næsebror. Hvor han dog havde savnet hende. Han følte sig hel og dog så svag. Han havde gjort noget han ikke ville gøre for mange folk. Sætte sit eget liv på spil på denne måde. Han hviskede sagte '' Jeg er glad for at det bliver sådan her jeg dør. med dig i min favn ''. Han hostede lidt blod op og lukkede sine øjne. Han kunne ikke heale sølv så godt som normale våbens skader. Hans krop blev langsomt slap, men da han hørte Isabels råb var det som noget gled over ham. Den samme styrke og vilje der var i ham i Underdark sammen med Isabel. Hans muskler blev faste og langsomt åbnede han sine øjne igen. Han gav Macaria et svagt kram og gav derefter slip på hende. Vaklende og svagt rejste han sig op. Hans venstre hånd var over såret for at stoppe blodet i at fosse ud af ham. Han trak med sin højre hånd sit langsværd og holdt det over imod Zean. Hans hånd rystede og blod gled langsomt ud af hans mundvig. Marcel sagde med en fast og afkræftet stemme '' Zean.. Du er bedre end det her min ven. Lad mig hjælpe dig med at forvise det mørke der hjemsøger dit sind ''. Det her var i sandhed ikke den Marcel der knuste sine fjender uden tøven. Nej dette var den Marcel der var villig til at gå gennem ild og vand for hans kære. Den Marcel der ville gøre alt for beskytte dem han holdt kær. Han tog et skridt ind foran Macaria og kiggede imod Zean. Han fik et fast blik i hans øjne og han sagde bestemt '' Hvis du vil dræbe hende, skal du først dræbe mig Zean ''. Han var klar. Hvis Zean ikke kunne modstå mørket i ham så var der kun et valg tilbage. At tage imod Zean når han kom tæt på. At dræne hans blod. Så såret som Marcel var lige nu ville han helt sikkert tabe en kamp der træk ud. Han kunne allerede mærke hvordan han blev svagere og svagere for hvert sekund. Det var ren viljestyrke der holdt ham på hans ben, ja holdt ham ved bevistheden.